Statement in DK
Hver Lazarus begynder som et redskab, ikke som et kunstværk.
I over to tusind år har fiskere langs Japans kyst sænket lerkrukker i havet. En blæksprutte tager fejl af krukken og søger ly i den. Krukken hives op, fangsten tages, og krukken sænkes igen — sæson efter sæson, i et til fem år, indtil rurer og muslinger har gjort den ubrugelig til fiskeri.
At trække krukken op og fjerne rurerne, én for én, i hånden, har altid været fiskerens eget arbejde. De fleste fiskere, der stadig gør dette i dag, er i 70'erne. At bryde hærdede rurer løs er hårdt arbejde for en aldrende krop.
Vi ønskede at lette dette arbejde. Vi bytter hver slidt krukke med en ny, gratis. Fiskeren slipper for at vedligeholde sit eget grej og vender tilbage til havet med rent udstyr.
Men der var en konsekvens, vi ikke havde planlagt. De rurbegroede krukker, vi fik tilbage, begyndte at hobe sig op. For gode til at smide væk, for meget som fiskeredskab til at sælge. I starten kunne vi kun se på dem.
Det var da, vi lagde mærke til, hvor lidt vi egentlig kunne gøre ved dem. Vi former dem ikke, udskærer dem ikke, og maler dem ikke om. Vi skyller saltet af og forsegler dem med en klar belægning, der forhindrer lugt og holder saltet fra at sive ud. Selve formen rører vi ikke. Rurernes ar, muslingeskallernes fragmenter, strømmens slid er ikke fejl, der skal rettes — de er det eneste vidnesbyrd om år tilbragt under vandet, formet af kræfter, ingen hånd har styret.
Denne form blev ikke skabt for at være smuk. Den er det, der blev tilbage, da vi forsøgte at lette byrden på en gammel mands hænder. I den forstand er ophavet ikke helt vores eget. Vi kalder disse stykker Lazarus — ikke fordi vi genoplivede dem, men fordi havet allerede havde gjort det. Navnet rummer også et andet håb: at et værksted, der nu kun har én ovn tilbage, selv må blive givet tilbage. Det er også derfor, ingen to er ens, og ingen kan gentages.
Vi er den eneste virksomhed tilbage i Japan, der stadig laver disse lerkrukker i hånden. Et efter et forsvandt værkstederne, der engang lå langs den japanske kyst, da plastik tog deres plads. Vores er det eneste værksted, hvis ovn stadig brænder for de lokale fiskere, generation efter generation. Salget af hver Lazarus finansierer de krukker, vi giver væk gratis — hvilket er det, der holder ovnen brændende, og holder ler, ikke plastik, i havet. En lerkrukke, der til sidst går i stykker på havbunden, bliver til sand igen. Det gør en plastikkrukke ikke.
Hvis vi forsvinder, forsvinder denne form med os.
Vi frigiver omkring hundrede stykker om året. Når de er væk, er de væk, indtil havet giver os flere.
Statement in EN
Every Lazarus begins as a tool, not an artwork.
For over two thousand years, fishermen on the coast of Japan have lowered clay pots into the sea. An octopus mistakes one for shelter and enters. The pot is raised, the catch taken, and the pot lowered again — season after season, for one to five years, until barnacles and shells have made it useless for fishing.
Pulling up the pot and removing the barnacles, one by one, by hand, has always been the fisherman's own work. Most of the fishermen who still do this today are in their seventies. Prying off hardened barnacles is heavy labor for an aging body.
We wanted to make that labor lighter. We exchange each worn pot for a new one, free of charge. The fisherman is freed from maintaining his own gear, and returns to sea with clean equipment.
But there was a consequence we had not planned for. The barnacle-covered pots we took back began to pile up. Too good to throw away, too much like fishing gear to sell. At first, all we could do was look at them.
That is when we noticed how little we could actually do to them. We do not shape them, carve them, or repaint them. We rinse away the salt and seal them in a clear coating that prevents odor and stops the salt from leaching out. The form itself, we do not touch. The barnacle scars, the shell fragments, the wear of the current are not flaws to correct — they are the only record of years spent underwater, shaped by forces no hand directed.
This form was not made to be beautiful. It is what remained after we tried to ease the burden on an old man's hands. In that sense, authorship is not fully ours. We call these pieces Lazarus — not because we revived them, but because the sea already had. The name carries a second hope too: that a workshop now down to one kiln might, like these pots, be given back. It is also why no two are alike, and why none can be repeated.
We are the only company left in Japan still making these clay octopus pots by hand. One by one, the workshops that once lined the Japanese coast disappeared as plastic took their place. Ours is the only kiln still burning for local fishermen, generation after generation. Selling each Lazarus funds the pots we give away for free — which is what keeps the kiln burning, and keeps clay, not plastic, in the sea. A clay pot that eventually breaks on the seabed returns to sand. A plastic one does not.
If we disappear, this form disappears with us.
We release about one hundred pieces a year. When they are gone, they are gone until the sea gives us more.